fredag den 29. marts 2024

Pressefoto Per Kristensen Trio

Per Kristensen Trio
m. Maria Køhnke og Kresten Osgood.

PER KRISTENSEN TRIO

Med Maria Køhnke & Kresten Osgood


PER KRISTENSEN I STÆRK OPSTILLING


Per Kristensen Trio optræder med Pers sange på dansk, akkompagneret af Maria Køhnke på harmonium og sang og Kresten Osgood på klaver og sang. Det socialrealistiske tema Per er kendt for står ikke alene. Autobiografiske, psyrealistiske og samfunds-beskrivende tekster leveres i poetiske og humoristiske glimt.


Tilbage i 1995 var en af de mere usædvanlige danske plader debutudspillet fra Per Kristensen Band. Titlen på albummet var ”Så er festen forbi”, og med stærke sange som Langtidsledig, Henne på fabrikken, Livet er en jammerdal og Skilsmissesangen gav de ny næring til den socialrealistiske sangskat, som dansk rock havde været så rig på i 1970’erne. 

Per Kristensen har siden skrevet mange andre gode sange, som han gerne spiller ved sine – desværre alt for få – hjertevarme og altid underholdende koncerter. 


Per Kristensen: sang og akustisk guitar

Maria Køhnke: Omnichord, harmonium, sang og kor

Kresten Osgood: klaver og sang



Biografi:


Per Kristensen, er sanger og komponist. Debuterede som sangskriver i 80erne for Roland og Roerne med bl.a. Anders Roland og Mathilde Bondo samt for Horn I/S med Ivan Horn og Ole Prehn. Dannede i 1993, med Master Fatman, Aske Jacoby og Martin Kongstad, Per Kristensen Band. I 1995 udgav de på SONY Music det kritikerroste og Grammy-nominerede album “Så er festen forbi”. Per har siden udgivet flere singler, og er i øjeblikket ved at indspille nye sange til et kommende album, hvor flere af sangene vil blive fremført. Albummet Så er festen forbi bliver genududgivet på vinyl-LP ultimo maj 2024.


Maria Køhnke er sanger, producer og sangskriver. Har indspillet og turneret med et hav af danske og internationale artister såsom Niels Skousen, Swan Lee og Robyn. Hun har ligeledes udgivet to albums i eget navn og er pt på vej med et nyt.


Kresten Osgood er en dansk jazzmusiker. Han spiller trommer og har gjort det med adskillige internationalt berømte musikere i mange forskellige konstellationer, bl.a. Roscoe Mitchell, Paul Bley, Lee Scratch Perry, William Parker, John Tchicai, Dr. Yusef Lateef og mange andre.

Udover trommesættet er han også kendt som hammond organist og rapper i gruppen Ikscheltaschel.

I de sidste 25 år har Kresten Osgood været centralt placeret i dansk musikliv. Han er blevet kaldt “det bedste der er sket i dansk jazz siden 80erne”, “Vildmanden i det danske jazz våbenskjold” og avisoverskriften i Information: “ Tendensen i dansk jazz hedder Osgood” er ikke til at tage fejl af.

Kresten har vundet adskillige priser, bl.a. en  Steppeulv som årets musiker, DJBFA hæderspris, Ben Webster Prisen, Leo Mathisen prisen, og Ken Gudman Prisen.


Hør nogle af sangene i folk/rock udgaver med Per Kristensen Band på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/1JjfCoVCrJbiFnpmbRRfPx

Bandcamp: https://perkristensen.bandcamp.com


Anmeldelse af albummet Så er festen forbi

Sangene fremstår som vitterligt stærke rocksange på dansk. Man skal helt til Røde Mor, Skousen & Ingeman, Bifrost eller en tidlig Sebastian for at finde en så stor sproglig naivitet det er sangenes styrke og et vigtigt diskussionsoplæg når dansk rocks standard skal behandles...". 

N.P, Jyllands-Posten.

Per Kristensen Trio. Musikcafeen 2023.
Per Kristensen Trio. Musikcafeen 2023.

T.S. Høeg & Per Kristensen


En underholdende duo med forfatter, musiker og komponist TS Høeg & folkesangeren Per Kristensen. Hver for sig og sammen optræder de med poesi og sang.


TS Høeg solo-outertainer, optræder med et såkaldt litterasisk show, som er en vital, spændstig og ekvilibristisk oplevelse, hvor poetiske, konfrontatoriske, skrappe, smukke og ikke mindst rytmiske tekster fyger om ørerne på tilhørerne ... og ts krydrer det hele med musikalske og performative indslag.

TS Høeg har i over 30 år været en central skikkelse i den eksperimenterende ende af det nordiske kunstmiljø som forfatter, musiker, komponist, orkesterleder og selvbestaltet ”outertainer”. 

Har optrådt og turnéret overalt i Danmark, i Norden og i store dele af verden. Har udgivet et væld af lp’er, cd’er og mestendels prosabøger og bl.a. modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat for såvel litteratur (‘87) som musik (‘99).


Per Kristensen sanger, synger sine egne sange på dansk, akkompagneret af akustisk guitar og TS Høeg på saxofon. Det socialrealistiske tema han er kendt for står ikke alene. Samfundsrevsende og autobiografiske tekster leveres i poetiske og humoristiske glimt.

Han debuterede som sangskriver i 80erne for Roland og Roerne med bl.a. Anders Roland og Mathilde Bondo samt for Horn I/S med Ivan Horn og Ole Prehn. Dannede i 1993, med Master Fatman, Aske Jacoby og Martin Kongstad, Per Kristensen Band. I 1995 udgav de på SONY Music det kritikerroste og Grammy-nominerede album “Så er festen forbi”. Per har siden udgivet flere singler, og er i øjeblikket ved at indspille nye sange til et kommende album, hvor flere af sangene vil blive fremført.

Per har optrådt dels med eget band, og dels turneret som solist med forskellige artister som Master Fatman, Nanna, Niels Skousen og især med Kresten Osgood og Hvad er klokken.

torsdag den 25. juli 2019

Allinge Folk Festival

Danmarks mindste festival starter tirsdag


Allinge Folk Festival er Danmarks mindste festival. Tre koncerter afholdes over tre dage og præsenterer en legende og to lokale navne.


Galleri Klejn i Allinge lægger igen lokaler til Danmarks mindste festival. En festival, som kan præsentere Allinges egne lokale navne som Mercedes Botoft og Viola Faber, men også hovednavnet TS Høeg. Derudover kan Ida Wenøe, Magnus Knudsen og Per Kristensen også opleves.


Per Kristensen er også arrangør og præsenterer hovednavnet således:


- TS Høeg har i over 30 år været en central skikkelse i den eksperimenterende ende af det nordiske kunstmiljø som forfatter, musiker, komponist, orkesterleder og selvbestaltet ”outertainer”.


Magnus Knudsen er normalt medlem af garagerockband Orcas, som er et yderst eftertragtet livenavn i København. I Allinge optræder han dog solo, ganske ligesom Ida Wenøe, som er en moderne troubadour med inspiration fra Carl Nielsen og Sebastian til Joni Mitchell og Leonard Cohen.


Videre om lokale Mercedes Botoft, skriver Per Kristensen:


- Mercedes Botoft er barn af Gæsten (Gæstgiveren, red.), klipperne, Amager, Cuba og Italien. Mercedes musik er historier om mennesker og ærlige fortællinger om følelser. Hun har et barnligt sind, men en gammel sjæl.


Om lige så lokale Viola Faber, skriver Per Kristensen videre:


- Viola Fabers musik er en blanding af noget velkendt og smukt og et kæmpe slag i hovedet. Gennem umiddelbare og poetiske dansksprogede tekster og en hæs, men varm, vokal og skæve, men samtidig poppede, melodier, bliver man trukket ind et eksperimenterende lydunivers, som skifter mellem at ryste og omfavne lytteren.


Per Kristensen selv vil sin guitar og egne sange på dansk, blive akkompagneret af TS Høeg på saxofon.


PROGRAM:

Tirsdag d. 30. juli kl. 15.

TS Høeg & Per Kristensen.


Onsdag d. 31. juli kl. 15.

Ida Wenøe og Magnus Knudsen.


Torsdag d. 01. august kl. 15.

Mercedes Botoft og Viola Faber.


TV2  Bornholm: https://www.tv2bornholm.dk/?newsID=226452&gallery=gallery&pics=122888

fredag den 12. juli 2019

Næste koncert

Ida Wenøe & Per Kristensen


Lørdag d. 13. juli kl. 16, optræder Ida Wenøe og Per Kristensen

i gårdhaven, Huset, Rådhustræde i København. Fri entré.

torsdag den 11. juli 2019

søndag den 12. august 2018

Næste koncert

Lørdag d. 24. august 2018

Per Kristensen & Ida Wenøe

+ Gæst hos Peter Sommer

En sommerdag på Bellahøj

lørdag den 11. august 2018