Danmarks mindste festival starter tirsdag
Allinge Folk Festival er Danmarks mindste festival. Tre koncerter afholdes over tre dage og præsenterer en legende og to lokale navne.
Galleri Klejn i Allinge lægger igen lokaler til Danmarks mindste festival. En festival, som kan præsentere Allinges egne lokale navne som Mercedes Botoft og Viola Faber, men også hovednavnet TS Høeg. Derudover kan Ida Wenøe, Magnus Knudsen og Per Kristensen også opleves.
Per Kristensen er også arrangør og præsenterer hovednavnet således:
- TS Høeg har i over 30 år været en central skikkelse i den eksperimenterende ende af det nordiske kunstmiljø som forfatter, musiker, komponist, orkesterleder og selvbestaltet ”outertainer”.
Magnus Knudsen er normalt medlem af garagerockband Orcas, som er et yderst eftertragtet livenavn i København. I Allinge optræder han dog solo, ganske ligesom Ida Wenøe, som er en moderne troubadour med inspiration fra Carl Nielsen og Sebastian til Joni Mitchell og Leonard Cohen.
Videre om lokale Mercedes Botoft, skriver Per Kristensen:
- Mercedes Botoft er barn af Gæsten (Gæstgiveren, red.), klipperne, Amager, Cuba og Italien. Mercedes musik er historier om mennesker og ærlige fortællinger om følelser. Hun har et barnligt sind, men en gammel sjæl.
Om lige så lokale Viola Faber, skriver Per Kristensen videre:
- Viola Fabers musik er en blanding af noget velkendt og smukt og et kæmpe slag i hovedet. Gennem umiddelbare og poetiske dansksprogede tekster og en hæs, men varm, vokal og skæve, men samtidig poppede, melodier, bliver man trukket ind et eksperimenterende lydunivers, som skifter mellem at ryste og omfavne lytteren.
Per Kristensen selv vil sin guitar og egne sange på dansk, blive akkompagneret af TS Høeg på saxofon.
PROGRAM:
Tirsdag d. 30. juli kl. 15.
TS Høeg & Per Kristensen.
Onsdag d. 31. juli kl. 15.
Ida Wenøe og Magnus Knudsen.
Torsdag d. 01. august kl. 15.
Mercedes Botoft og Viola Faber.
TV2 Bornholm: https://www.tv2bornholm.dk/?newsID=226452&gallery=gallery&pics=122888